Tidligere elever fortæller
RikkeToft Boesen, ManuVision behandler & træner
Uddannet på hold 3, 2009
ManuVision uddannelsen – en bevægelse er sat i gang, et aftryk for livet.
Knapt et år efter at jeg er blevet uddannet som ManuVision Behandler & Træner, er jeg netop hjemvendt fra Helsingør Yogaforening, hvor jeg har behandlet en klient. Det at behandle og træne, stiller mig hver gang derud hvor livet får kant – hvor min opmærksomhed bliver vækket. Og ja, når jeg tænker tilbage på ManuVision uddannelsen er det netop følelsen af at blive vækket, som jeg hæfter mig ved.
Beslutningen, om at starte på ManuVision uddannelsen blev skabt igennem oplevelsen af at få behandlinger hos ManuVision behandlerne Filip Rankenberg & Kristoffer Glavind Kjær. Beslutningen er én af de bedste beslutninger, jeg har taget i mit liv. Det er som om jeg først nu ved, hvad der er vigtigt – hvad der virkelig betyder noget for mig.
ManuVision uddannelsen fik mig til at stoppe op og mærke. Jeg ved ikke præcist, hvorfor det har gjort og stadig gør sådan et stort indtryk på mig, men jeg vil ikke være foruden.
Og bevægelsen… Den bliver jeg til stadighed. På skrivebordet på min computer har jeg et smukt træ med billeder af alle fra mit hold, samt de 7 ManuVision Undervisere. Alle har gjort en forskel og jeg er dybt taknemmelig.
Solskinshilsener fra Rikke Toft Boesen
Gitte Sommer, ManuVision behandler & træner
Uddannet på hold 3, 2009
”Objects in mirror may be closer than they appear”
Sådan begynder filmen. Kameraet stiller skarpt på de ni ord, som udgør en integreret del af bilens sidespejl. De advarende ord er derfor i fokus, mens alt andet i spejlbilledet er i bevægelse og følger bilens fremdrift. Kameraet fastholder blikretningen fra bilens fører, bagud via spejlet..
Kameraet skifter fokus og fanger nu førerens øjne i spejlet: Hun kan ikke føle sig sikker i selen, blot fordi hun også kan skrive ManuVision-behandler og træner på CV’et.
På trods af at Filip (organisator med blik for detaljer, red.) generøst har tilbudt mig ”et par linjer eller mere” til fri, ucensureret udfoldelse, så oplever jeg, at det ikke er enkelt at kigge i bakspejlet og afstandsbedømme, hvordan uddannelsen hos ManuVision har påvirket mig.
Altså må jeg træde på bremsen og sætte farten ned. Selv om mit tempo i livet ikke længere konstant er i overhalingsbanen, så opdager jeg, at det alligevel er nødvendigt at reducere hastigheden for at kunne sortere. I strømmen af tilbageblik på de oplevelser under uddannelsesforløbet, som dukker op på min indre film. Refleksionen over, hvad ManuVision-forløbet egentligt har betydet for mig, inviterer bl.a. til at genoverveje min selvopfattelse.
Enkelt..?
Egentligt er det enkelt. Jeg er blevet inspireret til at vende tilbage. Tilbage til mig selv.
På ny.
Eller igen.
Og igen, på ny. Det er i princippet en enkel bevægelse.
Men sådan føles det ikke altid. Enkelt. Hverken nu eller under uddannelsen. For den bevægelse – at vende blikket indad – forudsætter et bevidst valg, og valget fordrer en vilje til at tage ansvar: For min måde at leve og være i verden på.
”Connecting the dots..”
(inspireret af Steve Jobs Stanford Commencement Speech 2005, YouTube)
Kan du huske følelsen i dig som barn, når du opdagede, at noget tilsyneladende meningsløst pludselig alligevel gav mening? Måske kan du genkalde oplevelsen af at forbinde et virvar af prikker på en abstrakt tegning med en ubrudt streg fra prik nr. 1 til prik nr. 2 osv., så en genkendelig figur eller et særligt mønster kunne træde frem?
Den følelse af meningsfuldhed bliver jeg mindet om, når jeg nu kigger bagud og med en ManuVision-inspireret optik forbinder de nedslagspunkter, der dukker op i min hukommelse, som prikker, der i sammenhæng aftegner mønstre og nye fortællinger om mit liv.
Opdagelsesrejser.. udefra ind og indefra ud
Mine mange opdagelsesrejser, præ-ManuVision, har bl.a. ført mig udenlands i perioder og gennem mange spændende studier, fag og jobs. Ét af de mønstre, der træder frem fra fortiden er ”Been there, done that”-bevægelsen væk fra noget sammenflettet med en ”søgen efter noget andet”. Efter hvad? Udfordringer, anerkendelse og bekræftelse? Mening? Ro, fred.
Inspireret af mennesker, jeg har mødt i ManuVision-regi (gen)opdager jeg nu også mig selv indefra. Det er en både givende og krævende proces, som nuancerer og udfordrer såvel mit selvbillede som mit blik på verden.
Hvordan formidler jeg oplevelsen af, at jeg i dag går, står og bare er i verden på en anden måde? Jeg oplever, at jeg tænker og taler fra et grundlæggende forandret – og dermed foranderligt – sted i mig. Paradoksalt nok føler jeg, at jeg samtidig er mere mig. Så måske har jeg snarere opdaget en anden måde at være mig på. Jeg har en anden form for opmærksomhed og bevidsthed med mig. De fleste dage. Og meget af tiden. Når jeg husker at vende blikket mod min krop og lytte til signalerne indefra.
Fra målbar til sårbar
Når jeg mærker efter, bliver jeg opmærksom på, at min krop har en langsomhed og sensitivitet i sig. Det kan af og til være pinefuldt at erkende, at den træg- og skrøbelighed også er min. Når jeg lytter til min krops tempo og sarthed, så er jeg mindre effektiv, mindre produktiv – og føler mig mere nøgen. Pejlemærkerne i min verden er ikke længere utvetydigt målbare. Til gengæld føler jeg mig meget mere sårbar.
I form
For mig har især uddannelsens form været en gave. I anti-akademisk form.
Fra tidligere uddannelser, eksempelvis universitetet og arkitektskolen, har jeg træning i at tage noter. Konsekvensen har været et veludviklet note-apparat, som har betydet, at min faglige viden var meget detaljeret og præcis. Men den eksisterede primært på papir i skitse- og note-form. Jeg behøvede grundlæggende ikke huske noget som helst. Men før jeg kunne gøre brug af min viden, var jeg afhængig af mine noter for at forberede mig og føle mig ”klædt på” fagligt.
Fra ManuVision-uddannelsens start blev vi op- og udfordret til ikke at tage noter undervejs. Tak. Det betyder for mig i dag, at min viden om kroppen er forankret indefra. Læringsprocessen føles meget anderledes: sjovere, mindre forpligtende, mere tidskrævende. Repetition kan være meningsfyldt og ikke blot en formssag. Som sidegevinst har jeg opdaget, at jeg faktisk både føler mig udfordret og holder af at improvisere i mit arbejde med klienter, og når jeg underviser i træning.
Tillid og taknemmelighed
Jeg holder meget af de relationer, jeg i dag har med flere fantastisk skønne ManuVisionære.
Mest af alt er jeg taknemmelig for min mands rummelige kærlighed. Vores ægteskab blev ufrivilligt udfordret undervejs. Achtung, Vorsicht! Parforhold og automatgear rimer ikke på ManuVision.
..Tilbage til begyndelsen. Til spejlbilleder. Til nu’et, til bevægelsen fremad og et samtidigt blik i spejlet. Bagud. Hvad er det egentligt, man tror, man ser, når man kaster et blik i spejlet?
“Objects In The Rear View Mirror May Appear Closer Than They Are”
(Jim Steinman)
www.in-spiro.dk
spiro (lat.) breathe, blow , live
Søren Agger, ManuVision behandler og træner
Uddannet på hold 2, 2008
Jeg startede på Manuvision uddannelsen uden at ane hvad det var. Jeg viste blot at jeg ville have en uddannelse der havde et eller andet med krop og sind at gøre, da jeg havde levet af at være akrobat og artist i mange år, og der igennem altid havde arbejdet med min krop.
Jeg har fået et par BSDS behandlinger i Karlslunde og havde været til en intro aften på deres uddannelse men det havde ikke sagt mig noget, og havde faktisk besluttet mig for at finde en 'almindelig' massage uddannelse.
Ad omveje hørte jeg så om ManuVision Uddannelsen og var til en introaften der var lidt kaotisk og uklar. Men jeg havde en klar fornemmelse af 'ånd' og der var ingen Guru, ikke en person der havde fundet 'sandheden'. Men derimod 6 personer som vist kun i de helt store træk var enige om 'sandheden'.
Jeg følte mig draget af stedet uden at kunne sætte fingeren på hvad det var. Da introaftnen var slut, gik jeg over og meldte mig til, uden at havde spurgt konen eller tjekket hvor mange timer det præcist var og den slags, jeg viste bare at det skulle jeg.
Manuvisionuddannelsen er det bedste jeg nogen sinde har gjort for mig selv. En fantastisk rejse der fik mig til at opdage sider af mig selv og andre mennesker, jeg ikke havde anet eksistensen af. På det tidspunkt uddannelsen startede var jeg meget meget lang nede, og viste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, endsige hvor min krop overhovedet befandt sig.
Da jeg var færdig med uddannelsen viste jeg nogenlunde hvor mine fødder var, og jeg havde fundet glæden og skønheden ved livet. Ikke mindst havde jeg lært at acceptere og bruge smerten, ikke bare fysisk, men også psysisk, som en aktiv spiller i mit liv. Lært hvad det vil sige at 'give slip' og 'være til stede' i små glimt, og i stedet for at skulle kæmpe så meget mod livet, at flyde med og tage de ting der nu engang kommer, gode såvel som dårlige.
Og disse ting havde jeg lært SELV af mig selv og i mig selv. Underviserne har blot puffet mig i den rigtige retning, nogen gange blidt, og nogen gange med et spark i røven! En voldsom provokation eller et lille klap på kinden.
Underviserne er meget forskellige, men har alle stor erfaring og er gode mennesker, de forsøger at lave en linje i undervisningen, men af og til kikser det en smule og de bliver ofre for eget kaos og slår en 'skævert' i ny og næ. Men det er NETOP DET! der gør ManuVision Uddannelsen så utrolig dynamisk, grænseoverskridende og spændende, hvert hold er på deres helt egen unikke rejse, SAMMEN med underviserne.
Det tror jeg kun er muligt fordi ManuVision er kollektivt ledet, og fordi underviserne tør være forskellige, sårbare og er åbne over for nyt.
I dag forsøger jeg at leve som behandler, hvilket ikke er nemt. Og jeg føler af og til at jeg ikke aner hvad det er jeg står og laver, men en del klienter bliver ved med at komme igen og igen, de siger at det jeg gør ved dem får dem videre i livet. og det i sig selv ser jeg som en gave ! Der opvejer at det af og til er lidt hårdt at skulle bygge en klientkreds op.
Det tager også tid at indse at det ikke er alle der bryder sig om, eller kan bruge behandlingsformen og at jeg ikke kan helbrede alle mulige og umulige sygdomme, kun forsøge...
Så vil du noget med dig selv, trænger du til at komme ud på dybt vand hvor bunden ikke synes, har du lyst til at være sammen med andre mennesker på en ny måde, har du lyst til at grine og græde stå tårerne triller? ManuVision Uddannelsen åbner for en kropsfornemmelse du ikke anede eksisterede.
Hvis du vil prøve en behandling hos mig, eller vil du tale med mig, så gå ind på www.kropoverbord.dk
Steffen Lundsgaard, Hold 4 i Århus
Jeg fik en email med en umiddelbar simpel forespørgelse fra en af min lærer, som spurgte om jeg ikke havde lyst til at skrive en “lille tekst” om hvordan mit forløb på ManuVision uddannelsen havde været og hvad det havde gjort for mig. Jeg er ikke den store ordsmed, nærmer lider jeg af en mild form for pseudo-ordblindhed, men jeg takkede alligevel ja til opgaven. Jeg har nemlig lært at jeg skal turde stille mig der hvor tingene måske ikke er mest behagelige, der hvor jeg bliver provokeret. Det er nemlig dér jeg føler og mærker mest… så det vil jeg gøre! Jeg har nu siddet med hovedet under armen i et par timer. Tusinde tanker og fornemmelser er fløjet igennem mig. En “lille tekst” om disse to år er ikke så let en opgave igen, men her er lidt af det jeg er nået frem til:
Jeg fik min første Manuvision-behandling for snart 9 år siden (og om den kunne jeg også skrive en “lille tekst”) og efter ganske få behandlinger, hvis ikke den første, var frøet sået. Det som den store mand (Søren Christensen, red.) kunne, ville jeg også lære, og måske i tilgift ville jeg blive istand til at forstå hvad det egentlig var han sagde.
Det tog mig dog yderligere 7 år inden jeg fik samlet mig nok mod til at fuldføre min drøm. Jeg ville være ManuVision Behandler. Jeg flyttede hjem fra Barcelona og begyndte med store forventninger på “Verdens bedste uddannelse”…..med et lille smil!
I begyndelsen væltede det op i mig med alskens følser og fornemmelser. Vi masserede hinanden gule og blå og der blev råbt og der blev skreget….en karuseltur man godt kan blive lidt svimmel af og til tider også stikke af fra. Men som tiden går vænner man sig til turen og bliver knap så svimmel. Angsten er min og ikke så farlig længere….tja, måske nærmest min ven.
Jeg er blevet meget bedre til at mærke hvad det egentlig er jeg føler, hvor det bor henne i min krop og hvor mine grænser er - og kan dermed også bedre se og forstå det i andre. Det er som om at der stille og roligt kommer flere og flere forskellige farver på min palette som jeg kan male mit liv med. Ikke at de ikke var der før, men nu kan jeg bedre forstå og styre dem. Jeg har fået snor i min rastløshed og min præstationsangst er svindende. Jeg kan meget bedre være i mig selv.
Det er en fantastisk oplevelse at komme så tæt på folk, som i starten umiddelbart kan synes at være så langt fra mig selv. At lære at se mennesker på en anden måde. At vi alle indeholder de samme følelser og at det jo bare er følelser…ikke noget farligt!
Jeg har lært at forstå den store mand. Jeg har lært at der er en anden måde at være til i verden på. En måde hvor jeg lytter, respekterer og forstår min krop, mine følelser og mit sind. Jeg har fået en masse værktøjer som jeg skal ud og bruge. Jeg er stadig våd bag ørene og har meget at lære endnu og har lyst til det, men føler mig på den anden side rigeligt rustet til at gå ud og give andre den oplevelse jeg fik for snart 9 år siden.
Jeg er flyttet hjem til Barcelona igen og er igang med at opbygge en ManuVision klinik dernede. Jeg er snart færdig med min uddannelse og glæder mig på én gang til at komme ud og komme igang for alvor - ud at prøve kræfter - men på den anden side véd jeg at jeg kommer til at savne den måde at være sammen på, som der er i Manuvision.
Her er links til nogle flere færdiguddannede:
